22. maj 2023
Nyt fra Kollektivforeningen
Kære kollektiv, kollektivist eller kollektivist in spe
Vi er i kollektivforeningen pisse glade for at kunne sende jer vores andet nyhedsbrev nogensinde. Læs (og se) med nedenfor, hvor vi tegner og fortæller om fortid og fremtid i foreningen!
Til dig der læser med fra andre dele af landet end København: Mailens indhold, og kollektivforeningens fokus, er pt. meget fokuseret på København og omegn, ligesom vores arrangementer foregår i København. Dog er vores drøm at skabe et fællesskab af kollektiver på tværs af hele landet. Så bor du i et kollektiv udenfor hovedstadsområdet, eller er du med i et netværk af kollektiver i dit lokalområde, så tag hellere end gerne kontakt til os på fb eller via vores mail: kollektivforeningen@gmail.com.
1. maj, Bogrelease og fremtiden
Pisse fed 1. maj
FLERE KOLLEKTIVER
FÆRRE SPEKULANTER
BILLIGERE BOLIGER TIL ALLE
Kollektivforeningen arrangerede en – når vi selv skal sige det – pisse fed 1. maj. Der var 70 gæster til bannermaling, taler, fællessang, dans og optog til Fælledparken. Boliger skal ikke være et investeringsobjekt, men et hjem. Selvejende kollektiver, der bliver givet videre til nye kollektivister igen og igen, er eksempler på, at boliger først og fremmest kan være et hjem, og IKKE et investeringsobjekt, hvor nogen skal tjene kassen.
Bogrelease fredag d. 26. maj – kom med!
Der er releasefest for bogen “Bo.Fælles.Skab – Håndbog for kollektiver, bygge- og bofællesskaber”.
Det er fredag d. 26 maj kl. 17 i Demokrati Garage på Rentemestervej 57 i København NV.
Kom og fest med os og Andelsgårde, Kooperationen, Kollektivforeningen, Bofællesskab.dk, Landsforeningen for Økosamfund, Forlaget Hovedland og Demokratigarage.
Der vil være brandtaler og indlæg fra bidragydere, fadøl fra Brinkholm, Pizza fra Flere Fugle, Grøntsager fra Andelsgårdes farmers market, folkestue-danse-musik med Ras Money (aka Raske), fantastisk fredagsbar og fri dans til langt ud på natten!
Bogens tiltel er “Bo.Fælles.Skab – Håndbog for kollektiver, bygge- og bofællesskaber”, og vi har skrevet den til de folk, som vil skabe flere kollektiver, økosamfund, bygge- og bofællesskaber. Den byder på portrætter af nye og gamle kollektiver og bofællesskaber, som deler ud af deres erfaringer om, hvordan livet i bofællesskab kan fungere.
Bo.Fælles.Skab kommer med alt fra vejledninger i visioner, vedtægter, beslutningsprocesser, byggeri, fællesspisning og finansiering, samt en grundig gennemgang af de juridiske ejerformer, når man skal bo i fællesskab. Og vi er rigtig stolte af den! Vi håber og glæder os til at se dig. Ingen tilmelding nødvendig. Tag gerne en ven med!
Gode hilsnerJacob Rask & Helena Reumert Gjerding
ps. Hvis du er forhindret i at deltage, får du endnu en chance til vores folkemødereception fredag d.16 juni på Bornholm.
Vær med i kollektivforeningens arbejdende fællesskab
Kollektivforeningen er et arbejdende fællesskab af frivillige kollektivister, der finder glæde i at dele deres viden og engagement i den kollektive boform.
Vi arbejder ud fra ideen om, at man bidrager med det, man har tid og lyst til, og når vi løfter i flok, kan vi sammen gøre en kæmpe forskel. Du kan være med på mange måder – uanset om du har meget eller lidt tid.
Vær vores ven – Spred ordet om kollektivforeningen.dk og tag en ven med til vores events.
Bliv lokal ambassadør – Lær dine nabokollektiver at kende. Så spreder du ordet til mange, og måske får I endda lyst til at lave noget spændende sammen. Måske kender du allerede kollektiverne i dit lokalområde eller er du med i et spændende kollektivt netværk eller projekt? – Så hører vi gerne fra dig eller jer.
Bliv ad hoc frivillig – Har du noget, du er rigtigt god til og kan lave hurtigt? Så kan du spare os for en masse tid. Bliv en del af vores Skills-cirkel. Her kan du tilbyde en specifik kompetence, som du har lyst til at hjælpe med til afgrænsede projekter og events (Læs mere nedenfor)
Bliv aktivist – har du lyst at være med til at udvikle og drive Kollektivforeningen fremad med nye ideer og events? Så bliv aktivist og kom med til vores faste møder, arbejdsdage og sociale arrangementer.
Duk op den 3. juni kl. 12 – 15 i Maos Lyst, Svanemøllevej 88, Gentofte, København – og snak med os
… eller skriv til kollektivforeningen@gmail.com, så tager en af vores aktivister kontakt til dig. Skriv et par linjer om dig selv, måske dit kollektiv, og hvordan du gerne vil være med.
Vi har brug for dig der vil hjælpe med:
- Events – Planlægning, afvikling og hjælpere, musikere og DJs.
- Kommunikation – Grafik, plakater, klistermærker, Insta, artikler og fotos.
- Netværk – Til andre kollektiver, foreninger, fonde, samarbejdsvillige banker og boligselskaber.
- Organisering – Foreningsdrift, fundraising, regnskab og administration.
- Rådgivning – Jura, økonomi, konfliktløsning. Egne erfaringer med at stifte et kollektiv.
- IT – hvad end nice skills, du kan tilbyde (f.eks. til hjemmeside, interne systemer, teknisk support).
- Og alt det vi ikke vidste vi manglede…
Stay tuned
Vi rækker ud gennem nyhedsbreve som dette – med events, inspiration og aktuelle problemstillinger fra den kollektive boform. Vil du have nyheder på en anden mail?
Tilmeld din egen mail her
Følg med
Kollektivforeningens facebookside er alle tiders måde at følge events og hvad der ellers rør sig i foreningen.
Mangler du en eller flere roomies? Gør som 30.000 andre og kig med på vores facebookside Kollektiver København – ukommerciel gruppe.
Vil du lære af andre kollektivister? Så spørg løs på vidensdelingsgruppen Kollektivister i København.
Ikke til sociale medier? Vi samler løbende alt det vigtigste på vores hjemmeside og i vores nyhedsbrev. Tilmeld dig og dine roomies – og glæd jer til nyt med et par måneders mellemrum.
Tak fordi du er med <3